Kold opvarmning i Ballerup
Det var dagen før dagen. Dagen for klubmesterskaberne i Herlev. Men alligevel stillede Herlev Løbe- og Atletikklub med fem ungdomsatleter til sæsonens sidste Nålestævne i Ballerup. Dagen efter han blev meldt ind debuterede Karlo Emil Lüders i klassen drenge 12-13 år med fine resultater til følge. 6,00 meter i første forsøg i kuglestød, et godt løb på 80 meter og fint længdespring i det kolde vejr giver gode løfter for fremtiden.
Markus Oliver Bang er efterhånden en rutineret herre. Stævne lørdag, søndag, tirsdag, onsdag og fredag i denne uge koster nok lidt på kræfterne, så resultaterne var ikke helt i top. Men med nyindkøbte pigsko skal der nok være flere gode resultater i den unge herre.
Johan Fredrik Kirkelund er som et schweizisk urværk. Meget stabil. Stort sæt samme tider og længder som sidst, med en lille forbedring i boldkast.
Fillip Fjeldsted fik en fin debut med sejr på 40 meter, nogle gode boldkast og en solid forbedring i længdespring. Med 2,41 lagde han et godt stykke til den tidligere rekord på 2,18 meter.
Silja Bøvig Hickman bankede de to jævnaldrende drenge på 40 meter, sprang op til sit bedste i længde og debuterede i boldkast.
En god, men kold afslutning på årets stævner i Ballerup. Tak til Ballerup AK for arrangementet. og til forældrene for god opbakning og hjælp som dommere.
Nedenfor stormer Silja, Fillip og Johan over målstregen.