Herlev Løbe- og Atletikklub

Bliv klar til foråret og til Royal Run

Herlev Løbe- og Atletikklub har to spændende træningsforløb for alle, der enten vil lære at løbe 5 km på 10 uger eller blive klar til Royal Run. Begge forløb begynder onsdag den 13. marts

Savner du lidt mere bevægelse i hverdagen? Eller måske har du lyst til at være en del af et sjovt og hyggeligt løbefællesskab? Uanset hvad din motivation er, og uanset hvad dit fysiske udgangspunkt er, så er der mulighed for at komme i gang hos Herlev Løbe- og Atletikklub.  
 
Den lokale løbe- og atletikklub byder på to forskellige træningsforløb, der afhængig af din træningstilstand, tilpasses, så du får mest muligt ud af forløbet.
 
 
Begynderhold 
Holdet ”Lær at løbe 5 km på 10 uger” er et begynderhold for dig, der længe har tænkt på at komme i gang med løbetræningen, men som ikke har fået snøret skoene endnu. I løbet af 10 uger kommer du til at løbe 5 kilometer sammen med andre, der som dig, gerne vil være i bedre form og få mere overskud i hverdagen.  
 
Royal Run-forløb 
Det andet tilbud er et træningsforløb til Kronprinsens Royal Run, som løber af stablen 2. pinsedag i København med mål på Amalienborg Slotsplads. Royal Run er nemlig for alle, og man kan både vælge at løbe eller gå på korte og længere distancer. Man behøver dog ikke være tilmeldt Royal Run for at deltage i Herlev Løbe- og Atletikklub træningsforløb, men træningen afvikles i tråd med budskaberne i Royal Run.
 
Plads til alle 
Derfor er der plads til både nybegyndere og den erfarne løber, fortæller klubbens nyvalgte formand Allan Amundsen.  
 
”Det kræver ikke det mindste at møde op til vores træning - om man aldrig har løbet før, eller om man er erfaren løber, så er vi klar til at byde velkommen,” fortæller Allan Amundsen og fortsætter:  
 
”Vi ved at løb og Royal Run appellerer bredt og motiverer mange nye til at snøre kondiskoene og begynde at gå eller løbe. Det vil vi selvfølgelig gerne bakke op om, og vi håber at se mange nye ansigter til vores to træningsforløb.”
 
Herlev Løbe- og Atletikklub indleder træningsforløbene den 13. marts fra Herlev Hallen. Det koster 100 kroner for hele forløbet.
 
Tilmelding nødvendig 
 
 
Hold i dag

Følg med

Nyheder - Vis alle

Events - Vis alle

Instagram