To sølv i sæsonspremieren

Herlev Løbe- og Atletikklub havde fem atleter i aktion til årets Glostrup Games, der traditionelt indleder den udendørs atletiksæson. Der var meget at glæde sig over.

Ni-årige Nil Axen imponerede igen med to flotte sølvmedaljer i hhv. 40 meter og længdespring. Inden stævnet havde han investeret i et par pigsko og afkastet kom da også prompte. På 40 meteren sænkede han sin PR fra 7.50 sekunder til 7,28 sekunder - og i længdespring øgede han PR med hele 40 cm til 3,33 meter. I den afsluttende 400 meter kom Nil en på en pæn 5. plads i 1:39,12, hvilket er et stykke fra PR.

 
 
Annika Donby-Mortensen havde på Glostrup Stadion udendørsdebut - og det endda på en slags hjemmebane, da Annika bor i Glostrup. De store rammer, startskuddet og nervøsiteten var ved at tage pippet fra debutanten, men i mål kom Annika på 14,86 sekunder på 80 meter (piger 12-13 år) og der er nu en konkret tid at løbe efter til Tårnby Games i den kommende weekend.
 
 
 
Samuel Mutahi var også udendørsdebutant og fik med + 8 cm i højdespring til 1,10 meter og + 22 cm til 3,28 meter i længdespring lagt pæne højder og længder til sin PR. Med mere tekniktræning er der også mere at hente her hos Samuel, der stiller op i Drenge 12-13 år. 
 
 
En mere erfaren udøver er Emil Hedegaard Hansen, der nu er rykket op i Drenge 18-19 år. Her er vægten på hammeren oppe på 6 kg og Emil smed den ud på 36,96 meter. Ny PR og en 3. plads i klassen.
 
Endelig forsøger holdleder Stig Fog at lære rotationsteknikken i diskoskast. Med kyndig vejledning fra en række verdensrekordholdere fra Masters lykkedes det at komme ud på 21.60, hvilket er 7 cm fra PR. Det rakte dog til en suveræn sejr i klassen Mænd 50-54 år. Der var ikke andre deltagere i klassen.
 

Sponsorer og samarbejdspartnere